Aron Jensen fortæller…

Mølleren i Tranum

Far var den ældste af mine forældre, så det vil være rigtigt, at begynde med hans baggrund. Derfor skal vi begynde denne historie i Brovst i Hanherred. Ja, for nøjagtighedens skyld skal vi nok indsnævre det til Tranum, en lille landsby nogle kilometer nordvest for Brovst.

Min Oldefar på Fars side var møller i Tranum. Han var gift med Maren, som var en datter af Karen og Jens Andersen fra Løgstør. Far talte om Andersens i Løgstør, og jeg har selv besøgt fru Andersen.

Sønnerne havde en  virksomhed i Løgstør.Oldefar ejede selv møllen, som så vidt jeg ved, var gået i arv gennem flere slægtled. I de dage var en mølle et godt aktiv, så jeg tror ikke, at de var små kårs folk. Landmændene skulle jo have malet mel til brød og foder til dyrene. Der var således altid rigeligt at bestille på sådan en mølle. Det var på den måde en ret sikker indtægtskilde – et stabilt levebrød.

Min oldefar blev dog ikke ret gammel, Han omkom efter en ulykke i Møllen. Hvor gammel han var, da han styrtede ned under arbejdet i møllen og brækkede ryggen, ved vi ikke. Om han døde med det samme ved ulykken, eller havde en sygdomsperiodefør han døde i 1858, har jeg ingen underretning om. Jeg ved, at han døde i 1858, da min Bedstefar var seks år gammel.Der er dog ingen tvivl om, at det styrt har været fatalt, og at det har medført Oldefars død.

Møllen var ligesom købmanden også et center for nyhedsformidling i området. Ligesom han sikkert også hat været leverandør af mel til den lokale bager og købmand.Der var også knyttet en del prestige til mølleren og hans medarbejdere. De var jo fagfolk og altså ikke bønder eller land arbejdere.

Møllerens søn.

Min Bedstefar Anders Jensen blev født den 31. juli 1852, og han var seks år, da den frygtelige katastrofe ramte familien. For det har været en katastrofe. Hvordan skulle Oldemor nu komme videre med sit liv? Jeg tror, at de har gjort, som man gjorde på den tid. De bøjede sig under det som noget uundgåeligt. Jeg tror da også, at oldemor har været i kirken, for at snakke med præsten og søge råd hos ham. Der er sikkert også blevet bedt en bøn om Guds hjælp til løsning af problemet. For selv om rationalismen var ved at afløse pietismen, har der været en dyb religiøsitet i land befolkningen på den tid. Dette var jo først og fremmest tabet af en kær ægtemand. Men det var også hjemmets forsørger, som var død, og deres eksistens- grundlag var i fare. Møllen var deres levebrød, men nu stod også videreførelsen af møllen på spil. Hvad skulle de leve af, hvis de ikke havde møllen? Hvem skulle nu tage hånd om møllen, samt Oldemor og sønnen Anders? Der var jo ikke nogen social forsorg, som automatisk spændte et sikkerhedsnet ud under dem.

Jeg kunne tænke mig, at disse eksistentielle spørgsmål har været drøftet med både præsten og familien. For det har været en dramatisk, stressende og vanskelig situation for vores Oldemor. Man kan forestille sig hendes sorg og fortvivlelse over mandens død, men også spekulationerne om fremtiden har vejet tungt i hendes tanker om deres fremtid. Herunder har der naturligvis også været en bekymring for den seksårige Anders og hans fremtid. Skulle Anders være møller og senere arve møllen? At være møller var jo et fag på lige fod med tømrer og murer faget. En møller skulle være i stand til at rense møllestenene og hugge nye riller i dem, når de blev slidte, så der ikke blev et for stort krafttab under arbejdet. Jeg er helt overbevist om, at møllerslægten har holdt familieråd om situationen, og der har sikkert været flere løsningsmodeller til debat. De fandt også en løsning. Der var en møllersvend ansat på møllen. Oldemor og han blev gift. Har møllersvenden lagt pres på enken? Eller omvendt har hun lagt pres på ham? Anders er nok ikke blevet spurgt til råds. Sikkert var det, at Anders ikke kunne lide sin stedfader – moderens nye mand.

Om det var den møllersvend, der var ansat, ved vi ikke. Jeg tror dog, at det var møllersvenden. Om det var ham der friede til Oldemor eller omvendt, får vi aldrig at vide. Men Oldemor giftede sig med en møllersvend, og det betød, at møllen kunne drives videre. Vi ved jo ikke noget om deres følelser og overvejelser, men der har sikkert været en god del fornuft indblandet i det ægteskab. For hvis oldemor ikke havde giftet sig med møllersvenden eller en anden møller, havde hun været nødt til at sige farvel til møllen. På denne måde sikrede hun sit udkomme og den videre drift af møllen.Der var dog den ulykkelig side ved det hele, at den lille Anders ikke kunne lide sin stedfader. Om møllersvenden og Oldemor senere fik børn sammen melder historien ikke noget om.

Kronborg.

Om min Bedstefar forblev enebarn, ved vi altså ikke, men han har muligvis været en del forkælet af sin Mor efter Faderens død. Bedstefar var seks år på dette tidspunkt, og han kunne altså ikke lide sin nye Far. Det er måske forståeligt, når der lige pludseligt kommer en ny mand ind i hans og Moderens tilværelse.

Man kunne også tænke sig, at drengen har fornemmet Moderens frustration. Og uden at forstå det har følt, at hans Moder var i en presset situation. I hvert fald gjorde Bedstefar, hvad han kunne, for at ødelægge forholdet mellem dem. På den måde har han sikkert været en belastning for deres ægteskab. Det har jo sikkert allerede været belastet på baggrund af de ulykkelige omstændigheder, hvorunder det var indledt, og af den grund har de sikkert haft nok at kæmpe med i forvejen. Det har helt sikkert været en meget vanskelig tid for vores Oldemor.

En ven af familien en proprietær ved navn Kronborg, Måske en ungdomsven til Oldefar, jeg ved ikke, hvorfra venskabet stammer. Jeg har dog en formodning om, at han sikkert gennem mange år er kommet på møllen, for at få malet sit korn. Han har sikkert stillet Oldemor spørgsmålet: ”Hvordan går det?”, hvorefter hun har betroet ham, der var en ven af familien, problemet med drengen. Kronborg kunne godt lide drengen, og sagde til vores Oldemor: ”Lad mig få ham med hjem”. Drengen var på det tidspunkt 8 år. Så tilsyneladende har han været hos sin mor i to år, før Kronborg tog ham med hjem. Jeg mener det var af omsorg for drengen, Jeg tror virkeligt han syntes om Anders. Selv om det på den tid ofte skete, at drenge fra fattige familier kom ud at tjene i den alder, så tror jeg ikke at det var år sagen. Mølleren var jo ikke fattig. På den tid var det jo helt almindeligt, at børn kom ud ”at tjene” i den alder. Om det var det, der var tale om, tror jeg ikke, men resultatet blev, at Kronborg fik drengen med hjem.

(Her forsvinder vores Oldemor og hendes nye mand ud af billedet, man hører i hvert fald ikke mere til dem.)”